Pelargonieklubben Nordjylland

Pelargoniernes historie

De vilde pelargonier gror i Sydafrika og få andre steder. I det syd- og sydvestlige Afrika gror de såkaldte geophytter, som har rodknolde, hvori de kan optage vand. pelargonium triste har en sådan rodknold og blev den allerførste pelargonie, der kom til Europa. Pelargoniernes historie er stærkt sammenkoblet med søvejen helt tilbage til 1400-tallet. Men dengang var søvejen til Europa meget farlig pga. stærke passatvinde og storme, som skibene dengang ikke var bygget til. Af den grund var der ikke mange, der havde oplevet at runde Kap det gode Håb. Først i 1497 lykkedes det portugiseren Vasco da Garna at sejle turen til Indien syd om Kap det gode Håb og nu var vejen banet for en livlig trafik. Hollænderne oprettede en koloni ved Kapområdet og anlagde en urtehave med en ansat gartner, Hendrik Hendricxsz, som bosatte sig der med hele sin familie. Skibene kunne nu få forsyninger som frugt, grønt og blandt andet pelargonieknolde. Derved havde søfolkene mulighed for at få en sundere kost. Da pelargonieknolde er meget C-vitaminrige, kunne man forebygge skørbug, som der ellers var mange, der døde af. Der var ingen problemer med knoldene. De kunne sagtens holde sig og ved hjemkomsten kunne man sprede resterne rundt til haver og herskaber med orangerier. Nogle mener, at søfolkene var personligt interesserede i botanik. Samtidig var de hjemmefra blevet betalt eller bestilt til at tage vækster med hjem til blandt andet de botaniske haver og rige herremænds orangerier.

pelargonium triste - den første pelargonie i Europa

Man ved med sikkerhed, at den første pelargonie var pelargonium triste. En knold med nærmest en gulerodstop og små gule blomster. Den første, der dyrkede p.triste, var en fransk havemester, Rene Morin, og han byttede frø med John Tradescant i London. p. triste blev spredt vidt omkring. Hemmeligheden lå i den vidunderlige natteduft af kanel. Sømændene kom hjem og fortalte om en vækst, der begyndte at dufte vidunderligt, når solen gik ned. Videnskaben kunne ikke forstå, hvorfor duften kun kom om natten. Man gjorde alle mulige forsøg for, at den også kunne dufte om dagen. Forklaringen var enkel: De natduftende pelargonier bestøves af natinsekter. Men på dette tidspunkt kendte man ikke insekternes del i planternes liv. Det kom først senere med den svenske botaniker, Carl von Linné.

Sider